Lille Vildmosecentret • Birkesøvej 16 • Dokkedal • 9280 Storvorde • Telefon 99 31 75 50 •
|
Nyheder
Her samles nyhederne fra Lille Vildmose. Vedrørende alt fra mosen, centret, ture, aktiviteter (se også Aktivitetskalenderen) og meget mere.
|
Rekord for 3. år i træk
Publikumsrekord for tredje år i træk ved Mosens Dag
For tredje år i træk kunne Mosens Dag på Lille Vildmosecentret trække langt over 1000 gæster til det levende naturcenter. Centerleder Bo Gregersen glæder sig over at op mod 1300 besøgte mosen i søndags, og fyldte næsten alle tilgængelige p-pladser. Vi har gennem de seneste par år arbejdet med at gøre Mosens Dag til en særlig dag for hele familien med fokus på natur, kultur og friluftsliv, og det er i den grad lykkedes. Især er flåningen af et stykke kronvildt, som naturvejleder Jakob Konnerup står for, et sikkert hit, så det fortsætters der sikkert med. Vi er jo lige i begyndelsen af krondyrenes brunsttid, så derfor er det særligt relevant, og i år er brunsten lige gået i gang her i de sidste par dage inden Mosens Dag, fortæller naturvejlederen. Vi laver her i september flere arrangementer med fokus på brunsten, bl.a. den 23. og 28. september, og under disse aftenarrangementer skulle vi gerne se dyrene i levende live og ikke på vildkrogen som i søndags, siger Jakob Konnerup. Og skal vi forhåbentlig hører dem brøle slutter han. Bo Gregersen fortsætter med at fortælle, at vejret jo også var en væsentlig faktor for det flotte besøgstal. Solen skinnede fra en skyfri himmel og der var næste ingen vind. Det er optimale forhold siger han, og forhåbentlig får vi sådan et vejr næste år igen. Mosens Dag afholdes nemlig hvert år den første søndag i september, så skriv bare datoen i kalenderen allerede nu, opfordre Bo Gregersen, det er den 4. september. Om vi så også får rekordbesøg i 2011 afhænger både af vejret, men også af hvor mange virksomheder, organisationer og enkeltpersoner, som vil deltage. Det har været helt utroligt dejligt, at mærke den lokale opbakning til arrangementet og mange personer har virkelig lagt kræfter i at gøre dagen til en succes. Der har aldrig været flere særdeles aktive frivillige involveret, og uden dem var det ikke muligt, at afholde et så stort arrangement, slutter centerlederen.
|
| |
Mosens Dag 2010
Natur og friluftsliv på Lille Vildmosecentret – Mosens dag
Når efteråret nærmer sig er det atter tid for Mosens dag på Lille Vildmosecentret. Søndag den 5. september sættes alle sejl til fortæller Jakob Konnerup, naturvejleder på centret. Igen i år er det lykkedes os at samle en bred gruppe af lokale til en country fair - en dag med markedsstemning. Gårdspladsen mellem den flotte Vildmosegaard og vores smukke center fyldes med liv og i år kommer der så mange spændende stande, at vi nok også må flytte om i parken, siger Konnerup, mens han hurtigt tager telefonen. Det var endnu en interesseret udstiller, fortæller han bagefter.
Vi fylder området med boder som har ost, frugt, grønt, bær, kryddersnapse, frugttræer, friluftsgrej og tøj og meget meget mere. Vi kan øve os i skydning med lasergevær og så går vores skovtrold Vildma rundt og underholder børnene, siger naturvejlederen. I det hele taget er det en rigtig familiedag fortsætter han. Der kan købes lækker mad til frokost og så er der et væld af smagsprøver. Jeg flår bl.a. et krondyr, som vi bagefter griller, så der bliver en lille bid til alle som kommer, fortæller Jakob Konnerup. Også vildmosens efterhånden berømte krappe og kartoffelsuppe vil man kunne smage, og for et kys til Bodil Hansen fra Kystbysamrådet, opskriftens opfinder, kan man måske få opskriften med hjem?
På Vildmosegaard er der kunstudstilling og lokalhistorisk arkiv stiller op og viser gamle billeder fra området, og så kommer der også en keramiker og laver Rakubrænding.
I naturværkstedet på Lille Vildmosecentret er der løbende børneaktiviteter med de tamme Rotter Tim og Tom, og alle er velkomne til at kigge til vores krybdyrekspert Mikkel Rødvig, som tager nogle søde varme slanger med, og det er ikke vandslanger, griner Jakob. I løbet af dagen bliver der også opvisning med heste og sporhunde, så vi har virkelig fået et stort program sat sammen, slutter Jakob Konnerup.
Tag familien og bekendte med til en herlig udflugt i smukke omgivelser, hvor der er noget for enhver. Der er gratis adgang – dog kan nogle af aktiviteterne være forbundet med egenbetaling og der er en lille p-afgift på 20 kr. pr. bil.
Program:
Kl. 10.00 åbner markedspladsen
Kl. 11.00 er der opvisning med islandske heste
Kl. 12.00 kan der købes frokost
Kl. 12.30 flås et krondyr og der laves smagsprøver
Kl. 14.00 er der opvisning med sporhunde
|
| |
Sommer på Lille Vildmosecentret
Stort sommerprogram på Vildmosecentret
I én samlet bevægelse løfter krondyrene hovederne og løber i let trav mod skoven. I skovkanten stopper dyrene og kigger med vagtsomme, men også nysgerrige øjne tilbage mod bussen. Deltagerne nyder synet af dyrene med både store hjorte og små kalve, og kort tid efter at bussen er væk kommer dyrene igen ud på den åbne slette for at græsse. Sådan indleder naturvejleder Jakob Konnerup fra Lille Vildmosecentret, når han skal fortælle om nogle af de mange oplevelser, der denne sommer bydes på i Lille Vildmose.
Denne storslåede naturoplevelse får mange af vores gæster, når de deltager på de guidede busture ind i mosens skove udtaler Jakob Konnerup. Hele juli måned er der guidet bustur hver tirsdag og torsdag aften med start fra Lille Vildmosecentret fortæller han. Vil man hellere opleve højmosens gyngende grund og smukke blomstertæppe, så er det onsdag eftermiddag, at man i egne biler kan følge Lille Vildmosecentret guide rundt i mosen, fortsætter naturvejlederen og fortælle, at hvis man gerne vil se det hele lidt fra oven er det fredag formiddag, når der er guide bustur rundt i mosen i en Open Top bus.
I år har Lille Vildmosecentret også sat fokus på børnene, siger Jakob Konnerup, som er ansvarlig for aktiviteterne på centret. I sommerperioden frem til midten af august vil der hver tirsdag formiddag være børnearrangement på centret, hvor børnene kan møde trolden Lille Vildma og være med til sjove naturaktiviteter, udtaler han, men søndag er den store familiedag, hvor man på Lille Vildmosecentret om formiddagen kan deltage i børnevenlige naturaktiviteter med trolden Lille Vildma og om eftermiddagen er der guidet rundvisning på centret. Aktiviteterne i og omkring Lille Vildmosecentret er indeholdt centrets entrépris, siger Jakob, mens de guidede ture koster mellem 30-100 kr. pr. pers.
Vi forsøger at lave aktiviteter og oplevelser for gæster i alle aldre udtaler naturvejleder Jakob Konnerup, og opfordre samtidig til at man besøger Lille Vildmosecentret hjemmeside eller forsyner sig med centret aktivitetsplan, for på den måde at få et overblik over det store sommerprogram i Lille Vildmose.
|
| |
Mosens Dag 2009 blev en kæmpe succes
Omkring 1200 valgte at lægge vejen forbi Lille Vildmose, hvor der var markedsplads, aktiviteter og underholdning hele dagen.
Søndag den 6. september afholdte Lille Vildmosecentret i samarbejde med Vildmoseforeningen Mosens Dag. Det blev en stor succes i og med, at omkring 1200 voksne og børn valgte at lægge vejen forbi Lille Vildmose til en hyggelig familiedag.
Sidste års rekord for antal besøgende til Mosens Dag på omkring 700 besøgende blev derfor slået. Centerleder Bo Gregersen håber, at dette bliver en tradition. Han fortæller, at man på Lille Vildmosecentret er meget glade for, at så mange valgte at deltage i Mosens Dag og mener, at arrangementet blev en kæmpe succes.
Der var derfor trængsel hos de mange udstillere omkring Lille Vildmosecentret, hvor de besøgende mange steder kunne smage på frugt, honning, spegepølse, kartoffelsuppe, øl, æblesaft og meget mere. Heldigvis havde mange også lyst til at købe noget med hjem, og der blev foruden mad og drikkevarer solgt fletværk, keramik, jagt- og friluftsgrej. Hos flere udstillere var der også forskellige aktiviteter som skydning, pandekagebagning og bolsjefremstilling.
På Vildmosegaard var der udstilling af kunst og kunsthåndværk, ligesom man kunne besøge Lokalhistorisk Arkiv fra Sejlflod. Også her var der trængsel som følge af de mange besøgende. Derudover kunne man besøge Remisebisserne og deres udstilling i laden ved Lille Vildmosecentret og Vildmoseforeningen ved Toftesø Tårnet.
Årets tema var islandske heste, hvorfor der var opvisning hele to gange i løbet af dagen af rideklubben Tvistur, der underholdte med gangarter, kvadrille og øltölt. Desuden kunne børnene få en ridetur på en af hestene efter opvisningerne, ligesom interesserede kunne møde hestene og rytterne hele dagen på pladsen.
Dunkelfolket var også på besøg i Lille Vildmose og afsluttede dagen med deres 20 års jubilæumsforestilling ”Røverbryllup” samt en parade både før og efter showet. Op mod 400 overværede forestillingen, hvilket også var tilfældet, da Lille Vildmosecentrets naturvejleder inden forestillingen formindlede, mens naturformidlere fra Danmarks Jægerforbund flåede et krondyr på gårdspladsen. Efter flåningen var der smagsprøver på krondyret, der blev grillet på pladsen.
Udover underholdningen var der også andre aktiviteter for børn. Blandet andet var der i parken opstillet en hoppeborg, og der var træværksted, hvor børnene kunne lave træperler og foderbrætte til fugle. Begge dele var, ligesom Lille Vildmosecentrets store naturlegeplads, et hit blandt børnene.
Jakob Konnerup, der er naturvejleder på Lille Vildmosecentret og tovholder på arrangementet, glæder sig over det store fremmøde fra både besøgende og udstillere. Han er allerede gået i gang med planlægningen af Mosens Dag 2010, der afholdes den 5. september, så programmet denne dag kan blive mindst lige så godt.
|
| |
|
| Fotos: Jan Skriver • Der tages forbehold for fejl og ændringer • Webdesign ©: Fotografen Thisted |
|